Johs. Møllehave (1937-), der vel næppe behøver nogen nærmere introduktion, demonstrerer allerede i sit valg af titel samt dennes stavemåde at han mere end mestrer den finurlige og ofte dobbelttydige leg med ordene. Nærværende udgivelse placerer sig i overensstemmelse med flere af de tidligere, bundet som den er som en buket af afsnit bragt i en lang række af forf.'s forudgående bøger fra På myrens fodsti fra 1975 og frem til bl.a. kronikker og artikler bragt i år i Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad. Der er således tale om gammel vin på nye flasker indholdsmæssigt stukket sammen af bl.a. portrætter af forældrene og bedstemødrene samt venner og kolleger som Leif Panduro, Paul Hammerich, Henrik Stangerup og Benny Andersen. Forfatter, forkynder og formidler: hos Møllehave er kasketterne mange, samtidig med at glød, engagement, ildhu og underholdning, sidste ord også med tyk streg under holdning, fremstår usvækket og i grunden ikke specielt nedslidt eller fjernt til trods for årene der er gået. Også et udvalg med præg af den indsigt som alder og livserfaring i øvrigt determinerer. Hos Møllehave er der som altid både til smil og eftertanke. Nye læsere kan sagtens begynde her, medens de gamle passende kan erindre og rekapitulere.