Rudolph Tegner (1873-1950) prøvede selv at få udgivet sine erindringer i 1943, men Gyldendal afslog med begrundelsen, at de virkede for polemiske. Det var symptomatisk for holdningen over for Tegner og hans kunst, der ikke passede ind i tidens normer for god smag. Først i 1991 blev erindringerne udgivet, og tekstmæssigt er denne nye udgave identisk med 1. udg. Billedsiden er ændret, idet Crass Clements dramatiske fotografier af Tegners værker er erstattet af en række arkivfotos. Det er en bog, der kan (gen)læses med stort udbytte, idet den giver et facetteret billede af Tegner som en idealistisk kunstner, der ikke gik på kompromis med sine høje mål, selvom det krævede store omkostninger. Samtidig er han en glimrende fortæller med sin egen form for humor, både i beskrivelsen af sin familie og det københavnske bourgeoisimiljø og af kunstnerkredsen i 1890ernes Paris. Også hans skildringer af sine mange rejser er et interessant bidrag til dannelsesrejsens kulturhistorie. Først og fremmest handler bogen dog om hans kunst, og han vil i sit elysium kunne glæde sig over, at der i dag er lidt mere forståelse for den, end han selv oplevede det.