Debatten om højskolerne og deres rolle i nutidens samfund kører stadig blandt højskolefolk, og her er et partsindlæg. Tidligere højskoleforstander Per Warming hører aldersmæssigt til blandt ungdomsoprørerne fra '68, og her har han stadig en stor del af sine ideologiske rødder. I bogen her sætter han sit eget livssyn og dermed grundlag for at holde højskole op mod de generationer, der kom før og efter ham. To unge med rod i den autonome bevægelse, og forfatter og højskoleforstander Gustaf Bengtsson er spejlene, som Per Warming uddrager en fælles linje fra. Linjen munder ud i en konklusion om, at der stadig findes absolutter i livet, og at livet følgelig handler om modstand og ikke som tiden ellers fordrer om dialog. Bogens tre generationsafsnit er delt op af fortællinger fra den nordiske mytologi med forfatterens egne tolkninger. Per Warming kommer med mange begavede argumentationer, og bogen er især i sidste afsnit, hvor han folder sit eget livssyn ud, forankret i almenmenneskelig livserfaring og dermed spændende for alle med interesse for livets mere filosofiske sider. Selve diskussionen om højskoleforhold vil dog i sagens natur først og fremmest interessere højskolefolk.