Filmens målgruppe ud fra bagsideteksten er royalistiske kvinder med hang til romantik.
Omslagets billede af en smilende kronprinsesse Mary får én til at tro, at den danske kronprinsesse har en fremtrædende plads på dvd'en. Men sådan hænger tingene ikke sammen. Portrættet af Mary er filmens 9. kapitel og varer ca. 5 min. I alt fortælles om 14 prinsesser startende med Grace af Monaco og sluttende med Beatrice af York. Bortset fra Sayako fra Japan og Soraya fra Iran er alle europæiske. Filmene fortæller om forelskelse og bryllup, og selv om utroskab og skilsmisser ikke undgås i omtalerne, gør filmens tilrettelæggere sig umage for at give et yderst positivt indtryk af prinsesserne. Fordi der berettes om så mange personer på kun 1 time, får historierne et opremsende præg, også fordi der i alle kapitler fokuseres meget på kvindernes udseende, tøjstil og indsats indenfor velgørenhed. På kassetten angives spilletiden til 100 min., men det er inkluderet ekstramateriale, der bl.a. består af Sarah Ferguson: Livet efter den kongelige familie og Prinsesse Mary af Danmark: Før den store dag.
Der findes ikke nogen anden filmisk beskrivelse af de fleste af de portrætterede prinsesser. Undtaget er kronprinsesse Mary i Frederik & Mary - det første år 2004-2005.
Opremsende portrætfilm om 14 prinsesser.