Det skal ikke være nogen hemmelighed at undertegnede har et svagt punkt for de lange, let patriotiske amerikanske sportsdramaer. Derfor har jeg set de fleste af slagsen og var glad for at få Moneyball til vurdering. Det er en udpræget "snakkefilm", og da den vedrører baseballsporten, vil den nok ikke tiltale dem bredeste skare lånere. Fra 15 år.
Moneyball bygger på virkelige begivenheder. Billy Beane træner det ret så fallerede og økonomisk pressede baseball-hold Oakland A's og revolutionerer sporten ved at sammensætte spillere og strategier ud fra statistiske og matematiske principper. Alle gør nar af hans ideer, men den der ler sidst, ler bedst. Brad Pitt har hovedrollen, og vi får her et glimt af, hvor god en skuespiller han rent faktisk er, uanset hvor meget sladder der vedrører hans privatliv. Stærke kræfter som Phillip Seymour Hoffman bakker ham op. Instruktør Benneth Miller lavede Capote, ligeledes med Hoffman i 2005.
Sportsdrama-genren er rigt repræsenteret med gode film som fx Any given Sunday, Remember the Titans og He got game. Fans af disse vil have god grund til også at se Moneyball.
På papiret vil mange nok finde baseball og statistik en tør affære og på trods af de gode kræfter bag Moneyball, så er den en nichefilm. Den er amerikansk på godt og ondt, men det dikterer genren. Er man blandt de få baseball fans i landet, skal den dog for alt i verden ses. For større biblioteker.