Monk'estra vol. 2

"Ti Monk-titler, flere særdeles kendte men også nogle helt oversete, i skarp sovs, det vil sige dristige men også loyale arrangementer (...) med veloplagt udadvendthed i behandlingen af de enkelte fraser. Og de er mange, fraserne, for Beasley læsser gerne indfald på indfald og består stadig lakmusprøven: Midt i den løftede stemning forekommer alt alligevel porøst, gennemsigtigt, let identificérbart og yderst kontrolleret og disciplineret udført. Det er musik af en skolet studierotte, og derfor følger den heller ikke tidens trend og bliver Kamasi Washingtonsk vidtløftig eller snublende kaotisk. Som et velkomment apropos til denne sammenligning lader Beasley netop Washington være gæstesolist i et hidsigt tempo men med sparsomme orkesterbaggrunde i "Evidence" ... Ved flittigt at benytte sax-sektionens biinstrumenter og ved at tillade sig at være virkelig tilbagelænet rytmisk, når mulighed gives (...), får Beasley også æret den tætte forbindelse mellem Monk og Ellington - enfarbarsti i arrangørkunsten, som vor egen Jan Kaspersen også så mesterligt har betrådt".