Monster High kliken er tilbage i en spændende film, hvor Lagoonas historie bliver fortalt. Henvender sig til alle de Monster High tossede piger i alderen 7-12 år, men kan sagtens ses af yngre piger også.
Lagoona og vennerne fra Monster High bliver suget ned i skolens pool og ender i det skrækkelige koralrev. De er nu alle forvandlet til havfruer, og skal med til Lagoonas barndomshjem. Her står Lagoona ansigt til ansigt med en gammel barndomsfjende, og for at kunne få alle sine venner tilbage på Monster High må hun se sin frygt i øjnene. Undervejs lærer hun at ikke alt er, som det ser ud til at være.
Denne film lægger sig i fin tråd med de andre udgivelser. Her får vi lidt mere af Lagoonas historie, samtidig med veninderne fra Monster High skal stå sammen i venskab og kærlighed. Filmen er en smule kommerciel, men monster-veninderne som havfruer bringer noget nyt til historien. Der er gode temaer i filmen så som venskab og ikke mindst fordomme om andre. Man er godt underholdt, og filmen er allerede set flere gange herhjemme af min 10-årige.
Monster High filmene minder i udtryk om diverse Barbie-film, der alle er lavet med udgangspunkt i legetøjet.