Her er noget så sjældent som en komedie, der bruger 2. verdenskrig som basis for sit plot. I bedste Hollywood-tradition har man samlet en mængde stjerner til opgaven. Trods klichéer og ikke altid lige vellykkede optrin, er der alligevel stof til en god aften i hjemmebiografen.
I slutningen af 2. verdenskrig beordres en enhed til at redde alverdens kunstgenstande, før de bliver destrueret af den tyske hær. De er dog ikke soldater, men kunsthistorikere og kuratorer, hvilket danner grobund for denne humoristiske krigsfilm af George Clooney. Ikke overraskende har han besat rollelisten med et væld af stjerner, så vi møder både Matt Damon, Cate Blanchett, John Goodman og Bill Murray. De er perfekt castede, og rollerne føles nærmest skræddersyede til dem. Historien virker næsten for vild til at være sand, men det er den. Roosevelt oprettede faktisk en enhed med netop dette formål.
Det er sjældent, der lanceres humoristiske krigsfilm. Når man ser denne, kommer man til at tænke på Kellys helte, 1970, som havde lidt af det samme. Der er også lidt kup-stemning over Monumenternes mænd, hvilket leder tankerne hen på Ocean's eleven, 2001.
Desværre er filmen lidt for selvhøjtidelig og patriotisk til helt at fungere. Den er dog underholdende, om end platte scener optræder momentvis. Historien afviger en del fra de gængse krigsfilm. Det, og det gode skuespil, gør den seværdig. Robert M. Edsels bog, hvorpå filmen baserer sig, kan passende profileres samtidig, skulle biblioteket ligge inde med den.