Bogen henvender sig til alle, der gerne vil læse en god populær fremstilling om et videnskabeligt emne, nemlig hvordan hukommelsen virker, og hvordan man kan arbejde med at blive bedre til at huske.
Foer er bror til Jonathan Safran og er journalist på National Geographic og New York Times. Han er ikke tidligere udkommet på dansk. For år tilbage overværede han et USA mesterskab i hukommelse, og han blev fascineret af de mængder af ligegyldige data, som kombattanterne mestrede. Hvordan var de mon nået til dette stade, var det medfødt? I en pause taler han med en af deltagerne, Ed Cooke, som lover ham at han snart selv vil kunne deltage i konkurrencen, hvis han ellers vil følge denne. Cooke viser ham den forskning i hukommelse som hidtil har fundet sted, fra Lurias iagttagelser, der er beskrevet i En ikonisk hukommelse, 1975 frem til i dag. Det er en spændende vandring i så forskellige emner som hvordan flere af de store skakmestre tænker, over skuespillerne, til eksperter i kønsbestemmelse af kyllinger. Til sidst deltager han selv i et mesterskab og vinder, fordi han aflæser teknikkerne. Det er en spændende og underholdende bog, men det er ikke en vejledning til selvstudium.
Ovennævnte bog af Luria findes stadig på en del biblioteker. Ellers er bøgerne om hukommelse især gør-det-selv bøger, og der er mange. Den nyeste er Sådan holder du hjernen i gang, 2010.
Det er en interessant historie, hvor oprulningen af hukommelsesforskningen er ganske fascinerende.