Bogen henvender sig til børn på 11-13 år, som kan bruge den til at få et første indblik i emnet.
Bogen er bygget op som de øvrige i serien: en afgrænsning af begrebet mord, forskellige polititekniske metoder til opklaring og derefter handlingsforløbet i ni forskellige mordsager, fortrinsvis fra USA indenfor de sidste 50 år. Tekstbokse undervejs udbygger med oplysninger om teknikker såsom fingeraftryk, ballistik, fantombilleder, DNA-profil o.a., der blev anvendt i den pågældende sag. Billedmaterialet er en blanding af "modelbilleder", tegninger og fotografier fra sagerne. Sidst en tidslinje, en ord- og medialiste.
Bogen indgår i en serie på fire titler, hvor der naturligt nok er kriminaltekniske overlap. Der findes mange bøger om forbrydelser af forskellige slags, og der er et emnemæssigt overlap mellem dem, fx Kriminallaboratoriet fra 2003, som er en tak sværere end den foreliggende og gennemgår 20 sager Hvorfor begår folk forbrydelser fra 2004 og Forbrydelser opklares fra 2008.
Uden at gøre noget særligt væsen af sig føjer bogen sig til rækken af udgivelser om emnet.