Tilstedeværelsen af kriminalkommissær Christer Wijk fra den stockholmske mordkommission må ikke forlede nye Maria Lang-læsere til at tro, at Morderens bog er en politiroman. ML's boldgade er,som så ofte før og siden (romanen udkom på dansk i 1973 og -78), en lukket kreds på 8-10 personer. Personkarakteristikken afslører indbyrdes spændinger og lidenskaber, der munder ud i, at såveloffer som gerningsmand m/k skal findes inden for samme kreds. Her er den ydre ramme et stockholmsk forlag (P. A. Norstedt och Söner), hvor en kvindelig reklameagent findes myrdet. Takket væreWijk's »verbale ping-pong« med de implicerede lykkes det at afdække motiver og løse gåden. Læseren kan godt være med et stykke af vejen, især hvis man noterer sig de afmålte »hints« som ML forsynersin tekst med hen ad vejen. Ingen tvivl om at ML mestrer denne type »kultiverede« og snakkesalige »puslespils«-krimi, der nok er jævnt underholdende, men egentlig ikke bereder sin læser nogetspændingsmæssigt sus. ML erblevet omtalt som svensk pendant til Christie og Sayers - omend af mindre format. Bibliotekerne vil i øvrigt være kendt med anvendelsesmuligheder og målgrupper. EnML-krimi, der nok er i forfatterskabets bedre halvdel, men som på ingen måde funkler iblandt genrens mange tilbud.