Dette er den yderst anerkendte forfatters 2. børnebog. (Den 1. var Manden i båden, 1985). En oplæsningsbog for de ca. 5-9-årige. Bogen udgives i 15 lande, og det giver den unægteligt et større publikum end de fire børnebørn, Enquist egentlig har skrevet den til. Forfatteren selv og de ca. 4-9-årige børn tager på vandretur i bjergene i Wärmland. De vil opsøge det farlige og ukendte for at lære at tøjle frygten. Og de møder både ulve, bjørne og krybskytter på turen. Men da Enquist brækker benet og den ældste pige må gå efter hjælp, bliver udflugten farligere, end nogen af dem bryder sig om. De skæve, alvorlige tegninger i gråt og sort er typiske for Thau-Jensen og supplerer udmærket historien. Trods et udmærket budskab, om at børn skal tages alvorligt, og en munter tone bogen igennem, fænger historien ikke rigtigt hos mig. Det skyldes bl.a. at sproget bærer præg af disse børns konkrete udtryk og formuleringer, og derfor retter sig mere til disse børn end til den udenforstående læser. Det samme gælder hints og drillerier rettet mod Enquists kone og børn. Det føles en smule privat. Der er meget "morfar" i bogen og ikke meget "Enquist", kunne man sige. Og jeg foretrækker at læse bogen, som det den oprindelig, reelt nok, er skrevet som, en kærlig morfars bog til sine børnebørn om en oplevelse, de har haft sammen.