Meget smuk og rørende billedbog om demens, oversat fra hollandsk. Bogens virkemidler, sprogligt og billedligt, er omhyggeligt afstemte og nærmest minimalistiske. Det gør historien almengyldig og vedkommende. Bogen undgår helt det pladdersentimentale. Mor og Esther besøger mormor på Sommereng, et plejehjem, men måske også et smukt sted i overført betydning. Mormor husker ikke mor og Esther, men da Esther synger en gammel sang, "Se min kjole", lyser mormors ansigt op og for et kort øjeblik er de tre mennesker en familie i kontakt med hinanden, også selvom om mormor er tilbage i tiden - til nogen og noget hun trods alt husker. Esther lover sin mor, da de kører hjem, at få et barn der kan komme og synge, når mor ikke kan huske mere. Der er fire til otte linjers tekst pr. side, placeret på venstresiderne. Et velvalgt og veludnyttet sprog med mange hovedsætninger. På højresiderne er de sidestore malerier anbragt, figurativ modernisme, med store farveflader af velafstemte jordfarver. Tekst og billeder fungerer godt sammen. En vellykket billedbog til brug sammen med børn fra 5 år, der også kan bruges i daginstitutioner med de ældste børn og som et litterært input om emnet i indskolingen med de yngste børn. Forfatter kendes ikke for andre titler på dansk, mens illustrator kendes for titler med andre forfattere. Forside og især bagsidetekst er dækkende for indhold.