d. 24. feb. 2014
af
af
Lars Löbner Jeppesen
d. 24. feb. 2014
"Hele herligheden er holdt i et gentilt tempo, der aldrig når over hvilepuls, og de fløjlsbløde ballader passer perfekt til Becks søvnigt snøvlende vokal. Helt magisk bliver det i Wave, hvor vokalen svæver vægtløst over faderen David Campbells krystalklare strygerarrangement. Eminent simpelthen. Andre klare højdepunkter findes i sange som den superdøsige Unforgiven, Country Down, der kanaliserer den kosmiske cowboy Gram Parsons og i den henrivende Blue Moon med en florlet outro, der låner fra Østens folkemusik".
d. 24. feb. 2014
af
af
Lars Löbner Jeppesen
d. 24. feb. 2014
"Hele herligheden er holdt i et gentilt tempo, der aldrig når over hvilepuls, og de fløjlsbløde ballader passer perfekt til Becks søvnigt snøvlende vokal. Helt magisk bliver det i Wave, hvor vokalen svæver vægtløst over faderen David Campbells krystalklare strygerarrangement. Eminent simpelthen. Andre klare højdepunkter findes i sange som den superdøsige Unforgiven, Country Down, der kanaliserer den kosmiske cowboy Gram Parsons og i den henrivende Blue Moon med en florlet outro, der låner fra Østens folkemusik".
d. 10. feb. 2014
af
af
Peter Schollert
d. 10. feb. 2014
"Det har Becks første album i seks år, "Morning Phase", også, og det bliver 2014' s første seriøse kandidat til årets stærkeste album. Det er i bedste forstand et gammeldags album med tydelige referencer til såvel folkemusik og countryrock som The Beach Boys, The Beatles, John Lennon som solist, Pink Floyd, Neil Young og franske Airs spacerock. Melodierne virker grundlæggende stærke, og sangene har en fælles grundtone, der gør, at de får en fascinerende sammenhængskraft. Omvendt kan hvert eneste nummer trækkes ud fra helheden uden at miste styrke".
d. 22. feb. 2014
af
af
Simon Lund
d. 22. feb. 2014
"Forbindelsen til 'Sea Change' kan vi ikke komme uden om. Der er Becks fokuserede tilbagevenden til den melankolske grundstemning, men hele musikerholdet er det samme. Den varme og håndspillede lyd er skabt mellem basisten Justin Meldal-Johnsen, keyboardspilleren Roger Joseph Manning Jr., trommeslager Joey Waronke og ikke mindst den eminente guitarist Smokey Hormel. De har ikke spillet sammen i de mellemliggende 12 år, men 'Morning Phase' vibrerer alligevel af en nærmest intuitiv musikalitet, der binder elementer af folk, country og blues sammen med finesse. En del af sangene er indspillet i Nashville, og det fornægter sig ikke, når pedal steel-guitaren slår sine klagende krøller, eller når Beck med sin snøvlende stemme begravet i Marianergravens rumklang synger: »I'm so tired of being alone«. I det hele taget er produktionen af stemmen under hele albummet en oplevelse i sig selv. Nuanceret iscenesat ensomhed".
d. 21. feb. 2014
af
af
Jeppe Krogsgaard Christensen
d. 21. feb. 2014
"Beck har med naturbegavelsens lethed samplet og dekonstrueret musikhistorien. Men på »Morning Phase« forholder han sig til sit eget hjerteknuste hovedværk, »Sea Change« - og overgår det utroligt nok".
d. 22. feb. 2014
af
af
Simon Lund
d. 22. feb. 2014
"Forbindelsen til 'Sea Change' kan vi ikke komme uden om. Der er Becks fokuserede tilbagevenden til den melankolske grundstemning, men hele musikerholdet er det samme. Den varme og håndspillede lyd er skabt mellem basisten Justin Meldal-Johnsen, keyboardspilleren Roger Joseph Manning Jr., trommeslager Joey Waronke og ikke mindst den eminente guitarist Smokey Hormel. De har ikke spillet sammen i de mellemliggende 12 år, men 'Morning Phase' vibrerer alligevel af en nærmest intuitiv musikalitet, der binder elementer af folk, country og blues sammen med finesse. En del af sangene er indspillet i Nashville, og det fornægter sig ikke, når pedal steel-guitaren slår sine klagende krøller, eller når Beck med sin snøvlende stemme begravet i Marianergravens rumklang synger: »I'm so tired of being alone«. I det hele taget er produktionen af stemmen under hele albummet en oplevelse i sig selv. Nuanceret iscenesat ensomhed".
d. 21. feb. 2014
af
af
Jeppe Krogsgaard Christensen
d. 21. feb. 2014
"Beck har med naturbegavelsens lethed samplet og dekonstrueret musikhistorien. Men på »Morning Phase« forholder han sig til sit eget hjerteknuste hovedværk, »Sea Change« - og overgår det utroligt nok".
d. 10. feb. 2014
af
af
Peter Schollert
d. 10. feb. 2014
"Det har Becks første album i seks år, "Morning Phase", også, og det bliver 2014' s første seriøse kandidat til årets stærkeste album. Det er i bedste forstand et gammeldags album med tydelige referencer til såvel folkemusik og countryrock som The Beach Boys, The Beatles, John Lennon som solist, Pink Floyd, Neil Young og franske Airs spacerock. Melodierne virker grundlæggende stærke, og sangene har en fælles grundtone, der gør, at de får en fascinerende sammenhængskraft. Omvendt kan hvert eneste nummer trækkes ud fra helheden uden at miste styrke".
d. 21. feb. 2014
af
af
Klaus Lynggaard
d. 21. feb. 2014
"Der hviler noget af den der friskhed over albummet som helhed, parret med en kildrende melankoli, der virker umådeligt dragende, hvis man holder af et skvæt tristesse. At det er det samme hold musikere, der var med til at gøre den bitre »Sea Changes« til så nem en pille at sluge, høres med tydelighed og eftertryk. Skønhed, om jeg må bede. Maskespilleren Beck befinder sig i sit allermest yndefulde og imødekommende hjørne. Nogen vil måske finde det sødladent, men der er kant, kraft og mening nok i spil til, at værket som helhed fremstår kunstnerisk tilfredsstillende og på sin egen underspillede måde også sært krævende. Det er en musik, der forventer modtagelighed hos lytteren for de sartest tænkelige tilstande - uden at tippe over i hverken sentimentalitet eller føleri, vel at mærke. Som der synges et sted, kan hjertet snildt benyttes som tromme og en vital livsrytme bankes frem".
d. 21. feb. 2014
af
af
Klaus Lynggaard
d. 21. feb. 2014
"Der hviler noget af den der friskhed over albummet som helhed, parret med en kildrende melankoli, der virker umådeligt dragende, hvis man holder af et skvæt tristesse. At det er det samme hold musikere, der var med til at gøre den bitre »Sea Changes« til så nem en pille at sluge, høres med tydelighed og eftertryk. Skønhed, om jeg må bede. Maskespilleren Beck befinder sig i sit allermest yndefulde og imødekommende hjørne. Nogen vil måske finde det sødladent, men der er kant, kraft og mening nok i spil til, at værket som helhed fremstår kunstnerisk tilfredsstillende og på sin egen underspillede måde også sært krævende. Det er en musik, der forventer modtagelighed hos lytteren for de sartest tænkelige tilstande - uden at tippe over i hverken sentimentalitet eller føleri, vel at mærke. Som der synges et sted, kan hjertet snildt benyttes som tromme og en vital livsrytme bankes frem".
