Reflektor
Arcade Fire
Emneord
Anmeldelser (5)
Gaffa [online]
d. 15. apr. 2013
af
af
Lars Löbner Jeppesen
d. 15. apr. 2013
"Oven på den diskofile og synthrige forgænger 'It's Blitz' er Nick Zinner igen bevæbnet med guitaren, der på ham har samme power som en flammekaster i hænderne på en pyroman. Det betyder, at man igen kan nyde et fængslende spænd mellem det flænsende og det forfinede fra Zinners fingre. Også enigmatiske Karen O kommer godt rundt i vokalspektret, fra de velkendte primalskrig til det lullende i den hypnotiske 'Subway'".
Jyllands-posten
d. 17. apr. 2013
af
af
Peter Schollert
d. 17. apr. 2013
"Med det nye meget let tilgængelige "Mosquito" leverer den amerikanske gruppe et ganske charmerende livstegn, hvor pladens to prominente producere, David Sitek og Nick Launay, gør en dyd ud af at fremstille trioen så alsidig som overhovedet muligt: På "Under The Earth" luftes på vellykket vis gyngende dub-effekter".
Berlingske tidende
d. 17. apr. 2013
af
af
Lars Rix
d. 17. apr. 2013
"Et solidt og helstøbt værk, der ganske vist ikke indeholder monstrøse hits som »Maps« eller »Gold Lion« (...)men alligevel indeholder numre, der insisterer på at bide sig fast. Som nu åbneren »Sacrilege« med et gospelagtigt hypnotiserende kor og Karen O, der udfolder hele repertoiret eller den dub-inspirerede »Under The Earth« med en næsten Simon Gallupsk basgang liggende under et slæbende beat. Ganske enkelt uimodståeligt".
Politiken
d. 22. apr. 2013
af
af
Pernille Jensen
d. 22. apr. 2013
"Det kniber desværre med tiltrækningskraften på Yeah Yeah Yeahs' fjerde album. Magnetismen svigter simpelthen undervejs. Det begynder ellers så fremragende med åbningsnummeret 'Sacrilege', der demonstrerer den gode Karen O i fuld vokalgallop bakket veloplagt op af et skrålende gospelkor ... Men for mange sange falder under bagatelgrænsen på et album, der skuffer i længden".
Information
d. 29. apr. 2013
af
af
Klaus Lynggaard
d. 29. apr. 2013
"Lyden på Mosquito er mere rå og minimalistisk end længe, vokalen er sovset ind i et primitivt ekko, der giver mindelser om 1970'ernes dub-reggae, og den er i det hele taget en både syret, bidende og svævende oplevelse, som med sit hypnotiske vuggende tonefald forfører i hvert fald denne lytter. Væk er den strømlinede, lettere elektronisk sitrende over-flade, der prægede dens i øvrigt udmærkede forgænger, It's Blitz (2009), afløst af en større klanglig vildskab, for som helhed er skiven klædeligt løs i furerne, men altså også mere legesyg end blodstørstig".