Film / fiktion til børn / børnefilm

Mouk. Volume 2 : Småt men godt


Beskrivelse


Mouk og Chavapa er to globetrottere, som rejser verden rundt på cykel og ser alverdens lande.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. sep. 2013

af

af

Ulrich Breuning

d. 3. sep. 2013

Den fransk producerede animationsserie Mouk, Volume 2 (2011) henvender sig med et børnevenligt design og overskuelige historier ganske som første samlings film til små børn (fra cirka 3 år). Hvert afsnit har en spilletid på 11 minutter, og dvd-skivens 9 serieafsnit foregår i forskellige lande, hvorfor filmene kan formidles som letfordøjelig introduktion til geografiske områder.

Mouk og Chavapa er to globetrottere, som altid er på farten. De rejser jordkloden rundt på cykel, men er i computerkontakt med vennerne Popo og Mita, som i hjemlige omgivelser via skærmen får fortællinger fra den store verden. Globetrotterne er for eksempel i Saharas ørken, hvor de studerer stjerner, og interessen for stjerner fører dem også til Australien, hvor de oplever en sandstorm. Men også de kolde egne frister, og i Canada prøver de to venner således isfiskeri. Med forskellige lande som kulisse optræder hovedkaraktererne i for børn spændende situationer, hvor de også lærer fremmede skikke og begreber som nord og syd, øst og vest. Animationsserien fremstår således som ikke ueffen infotainment.

De 9 nye afsnit fortsætter trofast løjerne fra volume 1 med en enkel streg og bløde, runde former. Men serien undgår med snarrådige og handlekraftige karakterer det tuttenuttede, selv om Mouk og Chavapa er henholdsvis en bamsebjørn og en missekat. Seriens design er sammenlignelig med andre animerede småbørnsserier, for eksempel Hello Kitty.

En god og rar filmsamling for børn i førskolealderen.