Mudret sol

For læsere med interesse for og lyst til at blive udfordret af moderne formeksperimenterende lyrik.

Glenn Christians anden digtsamling i år består af tre dele, der i forskellig belysning kredser omkring kønnet, kroppen og kødet. Ikke skildret i harmonisk og organisk sammenhængende billeder, men i hurtige og næsten brutale glimt af den fragmenterede og fysisk martrede kropslighed. Formmæssigt og visuelt understreget af teksterne, der snart siler og drysser ned over siderne med mange "huller" og hyppige linjebrud, snart fortætter sig i slanke søjler af ord, eller breder sig ud i prosaagtige tekstblokke. Det sidste er tilfældet i det midterste afsnit "Tarnac" - en dystopisk undergangsvision, hvor mennesker enten er blevet reduceret til syntetiske robotkroppe, eller til deres rent biologiske instinkter. I samlingens to øvrige dele får temaet en mere biografisk/historisk accentuering i form af gale-kunstneren Ovartaci, der befrier sig for sit køn med et stemmejern i ønsket om at finde et tredje køn, eller det sprogløse barn i udryddelseslejren Auschwitz.

Samlingens tematisering af kønnet, kroppen og kødet kan man i lyrikken finde paralleller til hos Olga Ravn og Asta Olivia Nordenhof, og i prosaen hos Harald Voetmann og Bjørn Rasmussen.

Digtene rummer visionære, men også fysisk pågående billeder, der kan forekomme grænseoverskridende og chokerende. Men afgørende er viljen til ikke at ville give køb eller gå på kompromis, når det gælder om at tematisere tabuerne og ubehaget i kulturen.

Læs hele vurderingen