Film / fiktion / tv-serier

Muldvarpen 2


Beskrivelse


Den engelske spion George Smiley opfatter den sovjetiske efterretningschef med kodenavn Karla som sin hovedmodstander! Og Karlas net er tydeligt spændt ud over en sag, hvor George Smiley opklarer mordet på en krigsveteran med for megen viden!

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. maj 2011

af

af

Ulrich Breuning

d. 9. maj 2011

Muldvarpen er den danske samletitel for to britiske tv-serier, der bygger på John Le Carrés henholdsvis første og sidste del af romantrilogien om "Karla". Der er tale om intelligente, skelsættende spionfortællinger, der i både bog- og serieform er et must for alle genrens dyrkere og en meget spændende oplevelse for alle andre. Muldvarpen kan formidles som interessant og vellykket filmatisering af bøgerne.

Den grånende, erfarne George Smiley vender efter ufrivillig pensionering tilbage til spionerhvervet for at afsløre den "muldvarp", som af den magtfulde, sovjetiske spionchef med kodenavn Karla er plantet i toppen af det britiske efterretningsvæsen! Karlas net er også spændt ud over en sag, hvor George Smiley opklarer mordet på en krigsveteran med for megen viden. John le Carré har sat en standard for spionromaner med afsæt i den kolde krig, hvor forfrossen er et nøgleord og ubodelig ensomhed en tilstand. Den realistiske stil står i kontrast til Ian Flemings James Bond-romaner og især de spektakulære filmatiseringer.

Den kuldslåede atmosfære genkender man fra forfatteren Spionen der kom ind fra kulden, 1963 og Martin Ritts filmversion (1965). De fleste af John le Carrés romaner har i øvrigt nået det hvide lærred og altså også tv-skærmen.

Tempoet er dvælende og fortællerytmen sindig, hvilket kan få især første del til at fremstå bedaget. Men det er samtidig en stil, der yder skuespilpræstationerne retfærdighed, og Alec Guiness er formidabel i hovedrollen. Meget anbefalelsesværdig.