"Der er ikke ét af de nyindspillede numre, der minder en dyt om originalforlægget. Om det så gælder de originale melodier, får de stort set alle sammen kniven til fordel for radikal nytænkning. Kun de desillusionerede og ofte meget triste tekster står urørte, men antager helt nye betydninger, når rummet omkring dem så voldsomt ommøbleres, som tilfældet er. Der er altså ikke tale om indbydende flinkeskole, snarere en demonstration af, hvor hårdhudet en behandling materialet egentlig kan tåle ... Det er mig ikke muligt at komme i tanke om et lignende tilfælde, hvor en kunstner så grundlæggende har været inde og pille ved og ændre på sit eget værk, og selvom jeg til hver en tid foretrækker originalen (...), kan jeg godt mærke, at jeg ikke er færdig med M: Fans. Dertil er den simpelthen for perverst fascinerende i al sin kompromisløshed. Lidt ligesom John Cale selv i øvrigt".