Musikvidenskabelig bog om musikpsykologi. Målrettet videregående studier og de specielt interesserede i musikteori og musikpsykologi, fx musiklærere og musikere på forskellige niveauer.
Forfatteren, der bl.a. underviser i musikpsykologi, skriver her den grund- og lærebog om musikpsykologi han selv savner på dansk. Først en teoretisk introduktion, der bl.a. præsenterer 3 teoretiske modeller fra henholdsvis Sloboda, Ruud og Bruscia. Opsamlende fastslår forfatteren, at det ikke er muligt at give en almengyldig og entydig definition af hvad musik er, eller opstille en generel teori for, hvordan musik påvirker, og hvad musik betyder for mennesker. Bogens teori baserer sig på netop Sloboda og Ruud med 4 niveauer for musikforståelse: Musik som lyd, Musik som sprog med betydning, Musik som sprog med mening og Musik som interaktion. Den teoretiske introduktion efterfølges af første del, der forklarer baggrunden for begrebet musikpsykologi. Anden del opstiller en teoretisk model, mens tredje del hedder "Musikpsykologiske emnestudier". Her fortæller et afsnit om musikpræferencer og identitet, at de præferencer man har omkring de 20 år følger én gennem livet.
Der findes ikke andre bøger på dansk med musikpsykologi som hovedemne, men andre bøger om musikforståelse, fx Ind i musikken af Peter Bastian.
Bogen er ikke tilgængelig for enhver med musikinteresse, men som teoretisk velfunderet grundbog om musikpsykologi er den savnet på hylden.