Læsere af historiske romaner fra nyere tid og af bøger om besættelsestiden vil blive tiltrukket af bogen og dens emne. En film om Hvidstengruppen er lige på trapperne og vil sikkert skærpe interessen.
Knoth har tidligere fået udgivet 3 dokumentariske romaner fra samme periode, men dette er den første med Danmark som lokation. Mustard Point er kodenavnet for nedkastningsstedet af våben m.m., hvor den kendte Hvidstengruppe opererede. Bogen er baseret på grundig research og mange udgivne kilder, men formen tilstræbes at være en roman, uden at det fungerer optimalt. Den dramatiske historie om familien på Hvidsten Kro og andre folk fra egnen og deres korte periode som modstandsgruppe, indtil den blev afsløret og arresteret, havde dengang og nu stor værdi som signal om den danske modstandsvilje. Historien er således god og spændende, men den tilføres ikke skønlitterær tyngde, dertil er den fortalt lidt uengageret og uden nye vinkler. Desuden generes bogen af gentagelser af historisk baggrundsviden og sætter sig i nogen grad mellem 2 stole/genrer.
Der er mange film samt romaner og andre bøger om den periode (og mange interesserede), men denne tilfører især genren det, at Hvidstengruppen her for første gang beskrives i en slags romanform.
En spændende historie om en central modstandsgruppe i besættelsestiden fortælles i en dramadokumentarisk romanform, der ganske vist fortæller en god historie, men som samtidig placerer bogen mellem 2 stole/genrer.