Spil / computerspil

My horse & me 2


Beskrivelse


Sportsspil. Hestespil. Hvis du er vild med heste og hestesport, er dette spillet for dig. Opbyg et solidt venskab med din hest, sørg for at den får den rette pleje og pasning, træn med den og vind trofæer i de store dressur- og springkonkurrencer. I denne 2'er er blandt andet konkurrencerne mere realistiske - for eksempel skal en dyrlæge checke om du har passet din hest ordentligt.

Anmeldelser (5)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. jan. 2009

af

af

Lone Rahbek Christensen

d. 6. jan. 2009

Dvd-rom. Simulationsspil/hestespil. Sproget er dansk (tekst + tale), hvilket er en klar fordel for målgruppen på 6-12 år. PEGI er passende angivet til 3+. Der er to sværhedsgrader, men nogle af banerne kan være forholdsvis svære at gennemføre, selv på letteste niveau.

Man starter med at vælge udseende på både hest og rytter, og man kan løbende i spillet skifte tøj og udstyr. Man skal træne sin hest i skridt, trav og galop samt discipliner som spring og dressur. På banerne skal man følge nogle pile og samle stjerner op. Man kan også ride frit rundt på arealerne omkring stalden. Rundt omkring finder man gaver med nyt tøj eller rideudstyr, men mange af tingene er ret ens. Når man er dygtig nok, kan man deltage i stævner rundt i verden. I stalden kan man passe og pleje sin hest, fx strigle, vaske, fodre og rense hove. Man kan få vist en lang række resultater: rangliste, stævneresultater, præstationer og diverse statistikker. Denne del gør spillet mere udfordrende. Spillet styres vha. tastatur og mus. Grafikken er meget kulørt og idyllisk. Spillet er forholdsvis statisk med kun få, ret kunstige animationer, fx reagerer hesten næsten ikke på de forskellige typer pleje. Op til 8 spillere kan dyste imod hinanden til stævnerne, men man spiller ikke samtidig, men må skiftes.

Computerspil med heste er populære i bibliotekerne, og denne titel ligger kvalitetsmæssigt i midten af genren. Spillet minder meget om sin forgænger, My horse & me, 2007, som imidlertid var med engelsk tale.

Spillet er noget ensformigt, men vil givetvis blive populært blandt hestepiger.


Bibliotekernes vurdering

d. 6. jan. 2009

af

af

Astrid Tang

d. 6. jan. 2009

Playstation 2. Her er godt nyt for hesteglade piger fra 8 år, der kan lide de mere realistiske sportsspil. Sproget er dansk og PEGi 3+ er passende.

Spilleren indtager rollen som en 13-14-årig pige, der besøger sin onkels gård. Her får man ansvar for at passe og pleje en hest med alt, det indebærer. Der skal bl.a. strigles, renses stald, rengøres hove, fodres og vandes før hesten har det godt. Ud over pasning og pleje af hesten, kan spilleren tage på træningsbanen og øve spring og dressur. Træningen består i at styre hesten i rette gangart og hastighed rundt på banen. En række farvede tegn dukker op på banen og spilleren skal styre hesten gennem tegnene og vælge gangart efter tegnets farve. Her kan trænes skridt, trav, kort galop og fuld galop. Hesten springer af sig selv når en forhindring nærmer sig. Efterhånden som spilleren bliver bedre, bliver det muligt at deltage i konkurrencer og der åbnes for små minispil, hvor der fx skal indfanges føl. Spillet kan sættes op, så op til otte spillere kan deltage. De rider ikke samtidig, men på skift, hvorefter scoren sammenlignes. Grafik og lyd er rimelig, men styringen kræver en del koncentration til tider, hvorfor spillet først kan gennemføres fra 8 år.

My horse & me, 2007 ligner i opbygning og handling. Horsez - ranch rescue har også pasning og pleje af heste samt træning af spring og dessur som emne, men har dertil også en adventuredel, som dette spil ikke har.

Et fint bud til spillere, der er til realistiske hestesportsspil. Her kan gå timer med at passe og pleje hesten, samt træne til konkurrencerne.


Bibliotekernes vurdering

d. 16. mar. 2009

af

af

Sakena Ali

d. 16. mar. 2009

Nintendo DS. Simulationsspil. PEGI er 3+, men jeg vil mene, at man skal være ældre, da spillet kræver, at man kan læse. Målgruppen er alle piger fra 8 år og op med en interesse for heste. For 1 spiller. Sprog: dansk.

Spillet starter med at man bliver inviteret til at bo på sin Onkel Rogers Ranch, for at passe og ride heste. Allerede ved ankomsten til ranchen bliver man præsenteret for et spændende persongalleri af forskellige typer på ranchen. Gameplay er godt og flydende. Der er mange fine detaljer, styringen er perfekt og man får en god fornemmelse af hvilke ting man bør tage højde for mht. heste, ridning, stalde og pleje. Som man udvikler sig og bliver bedre, bliver man mere og mere udfordret. Grafikken er ganske fin og den understøttes af en ok musik.

Imagine - champion rider, "Gallop and ride" og My horse & me.

Spillet virker perfekt til sin målgruppe, der må være heste-piger i alderen 9-15 år. Gameplay er rigtig fint og det virker autentisk, fyldt med karakterer af bipersonerne i spillet. Jeg vil mene det hører hjemme på hylden ved siden af Wendy og de andre heste-blade.


Bibliotekernes vurdering

d. 6. jan. 2009

af

af

Finn Christiansen

d. 6. jan. 2009

Wii; Xbox 360. Simulation af hestepasning samt spring- og dressurkonkurrencer. Den tænkte målgruppe er piger fra 6-14, men det engelske sprog samt enkelte styringsmæssige udfordringer sætter den nedre grænse til cirka 12 år. Den generelle sværhedsgrad kan magtes fra cirka 9 år. PEGI: 3+.

På spillets forside står "care - prepare - win" og det er en ret nøjagtig beskrivelse af spillets indhold. Spilleren skal passe og pleje sin hest, træne med den og vinde konkurrencer på den. Styringen er absolut bedst udført i wii-versionen, omend det kræver noget øvelse, hvor fx strigle-bevægelser kan udføres nogenlunde realistisk med hånden/controlleren og således også på skærmen. Xbox-controllerens analoge stick giver ikke den samme fornemmelse. I andre af spillets faser betyder styringen ikke så meget, men for især pige-målgruppen er naturtro nær-hest-oplevelser det vigtigste. Den tilpas søde og lidt banale sidehistorie vil også appellere til pigerne i målgruppen, men det kræver som nævnt engelskkundskaber. Grafisk er spillet i mellemklassen og stemmeskuespillet er på samme niveau. Det gælder begge testede versioner.

Der findes efterhånden en god håndfuld hestespil på markedet, hvoraf de fleste ligger i den helt lave ende af kvalitetsskalaen. Nærværende spil er ikke et mesterværk, men klart et af de bedste i sammenligning med genrens øvrige titler.

Samlet set et mellemklassespil, som er et let måltid med flest tomme kalorier for den sultne målgruppe. Man skal i hvert fald kunne sluge kameler for at man orker at passe hesten, og det er jeg sikker på at målgruppen kan!.