Bøger / faglitteratur til børn

Myg


Beskrivelse


Om myg, hvordan de bliver til, hvad de spiser, hvilke fjender de har og hvordan de ser ud.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. juni 1998

af

af

Bo Knudsen

d. 2. juni 1998

En lille enkel fagbog om stikmyggen til selvlæsning for børn fra ca. 8-9 år. Med et skarpt farvefoto pr. side, bl.a. en del meget nære nærbilleder, skildres myggens udseende, levevis og formering. Den korte tekst forklarer, uddyber og stiller spørgsmål til billederne. Lange ord er stavelsesdelte, og typografien er stor. Bogen kommer i en meget enkel form rundt om emnet, og det er jo det væsentlige i en fagbog som denne. Ill. er flotte, men der er brugt grelle orange og blå farver som dekoration på alle siderne. Det skæmmer helhedsindtrykket. Nederst på alle siderne er der en lille tegnet myg, og hvis man bladrer siderne hurtigt igennem med sin venstre tommelfinger, ser man en lille "tegnefilm" af en flyvende myg. Så helt uden lune er bogens tilrettelæggere altså ikke. Forsiden signalerer klart bogens indhold. Bagsideteksten henvender sig til den voksne formidler. Bogen er til de yngre selvlæsere, men den kan også bruges til oplæsning for børn fra ca. 5 år. Man kan finde afsnit om myg i flere bøger, men der er ikke nogen nyere bøger udelukkende om myg. Der er flere bøger undervejs i denne nye serie om småkravl.


Bibliotekernes vurdering

d. 2. juni 1998

af

af

Lasse Andersson (skole)

d. 2. juni 1998

En god og reel fagbog for de yngre læsere. Bogen behandler de fleste relevante spørgsmål i forbindelse med myg: Levesteder, udseende og livscyklus samt menneskets nødvendige bekæmpelse af myg, især i tropiske egne. Bogen er bygget op om dobbeltopslag med et indledende spørgsmål, f.eks.: Hvor længe lever myg? De enkelte sider er domineret af fortræffelige farvefotos med 4 - 5 liniers tekst knyttet til billederne. Teksten er forholdsvis let at læse og er ren information uden den store direkte appel til læseren. Sammensatte ord er delte. Ord med fede typer er forklaret i ordlisten bag i bogen. At typografien er uden seriffer giver efter min mening et lidt kedeligt tekstbillede. Bogen kan selvlæses fra 3. klasse men kan sagtens benyttes i mindre klasser med lidt voksenhjælp - billedmaterialet rummer rige muligheder for samtale. Meget velegnet som en del af et emne om insekter eller bare Småkravl som denne nye serie hedder. Vi har ikke meget om myg på skolebiblioteket, og for de mindre elever kunne jeg kun finde Bisse Falks Børnenes bog om små dyr (1987), der er noget sværere.



Informationer og udgaver