Bogen er et bind i serien Lette Flachsbøger - Småkravl, der beskriver de slimede, krablende, stikkende og summende dyr, som kan være til både glæde og besvær for os. Her er det et dyr med begge egenskaber, nemlig myren. Den er uundværlig som nedbryder i naturen, men højst irriterende i prydhaven. Det er en fotografisk fagbilledbog beregnet for de yngste i skolen. Hvert opslag har som overskrift et spørgsmål om myrer. Fx: Hvad er myrer?, Hvordan vokser myrer?, Hvad laver myrer?, Hvor gamle bliver myrer? og desuden spørgsmål om føde, udseende, bosteder, fjender m.m. Der er otte/ti linier tekst med stor skrift til hvert emne, så man får naturligvis ikke en fyldestgørende forklaring på alt, men de to store og teknisk flot optagne close-up farvefotos på hvert opslag supplerer teksten på bedste vis og viser mange fine detaljer, som gør bogen anvendelig også ud over indskolingen. Bagest i bogen findes en stor, detaljeret tegning af en myre med betegnelser på de enkelte dele, myren består af. Ord med fed skrift er forklaret i en ordliste. Desuden er der et stikordsregister. Selvlæsere fra slutningen af anden klasse kan her få en appetitvækker til videre studier af dette interessante dyr.