Forældres skilsmisser har langsigtede, alvorlige virkninger på børnenes liv. Det viser en enestående amerikansk forskningsrapport, som interviewer 131 voksne børn 25 år efter forældrenes skilsmisse. Som en del af de sidste 30 års skilsmissekultur har de voksne antaget, at når de voksne var glade, var børnene også glade, og at skilsmisse var en forbigående krise, som kulminerede ved selve bruddet. Det er disse myter, som undersøgelsen underminerer, og den konkluderer, at de alvorligste eftervirkninger kommer i voksenalderen, når man skal vælge partner og stifte familie. Der er i temaartikler sat fokus på de voksne skilsmissebørns livssituation, og materialet er sammenholdt med voksne, der er vokset op i intakte familier. Det er et righoldigt erfaringsmateriale og relevant viden, der også kan anvendes i dansk sammenhæng. Det er tillige medrivende læsning, og bogen henvender sig til alle, der arbejder med skilsmisser og skilsmissebørn. Også de voksne skilsmissebørn kan her hente viden om egne problemer og reaktioner. På dansk haves kun en 5-års undersøgelse om skilsmisseramte familier og børn: H. Flendt: Skilt - og hva' så? (2002).