Paulus oplister Åndens gaver i det 1. brev til korintherne, 12. kapitel, og de omfatter fx troens nådegave, helbredelsens nådegave, nådegaven til at gøre mægtige gerninger og nådegaven at tale profetisk. Forfatteren, der er norsk præst og således skriver ud fra norske forhold, har et pragmatisk forhold til nådegaverne og mener, at de godt kan få en mere fremtrædende plads også i den danske kirke, idet den slags gaver hører med til den kristnes naturlige udrustning for at kunne tjene kirkens herre. Og selvom forfatteren ønsker at menigheden har et mere naturligt forhold til nådegaverne, vil han beskytte menigheden mod sværmeri og endnu en åndelig dåb. Bogen vil være velegnet som diskussionsoplæg fx i de folkekirkelige kredse, der nærmer sig frikirkerne. I den lutherske folkekirke ses nådegaverne ikke ofte i funktion, og de forbindes nok mere med fx pinsemission og tungetale, som ikke er en garanti for at åndsoplevelsen er ægte.