Det er undervisningen i gymnasiet og HF der er bogens erklærede mål, og den vil - sit relativt snævre emne taget i betragtning - næppe heller appellere til mange udenfor denne kreds.
Lotte Møller Bøtcher er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og underviser selv i gymnasiet. Hun har med afsæt i amerikanske forhold i en årrække interesseret sig for det særlige krydsfelt, hvor religion, national historie og kulturpolitik blandes sammen til en særlig forestilling om Gud og det nationale, som danner et folks eller - for at blive i terminologien - et civilsamfunds fælles religiøse opfattelser. Vi genkender den opfattelse af begrebet i de kristne udtalelser, som amerikanske politikere og især præsidenter jævnligt kommer med, men begrebet er også i fokus herhjemme, hvor fortællingen om Dannebrogs oprindelse er et godt eksempel på, hvor vi idémæssigt er henne. Det er et spændende emne, som optager religionssociologer, og som derfor finder en naturlig plads i gymnasiets religionsundervisning. Bogen er akademisk i sine formuleringer og bærer sit formål som undervisningsbog tydeligt til skue. Den er således udstyret med ordforklaringer, gloser til engelske tekster, oplysende noter, men der er også kælet for billedsiden. Stikordsregister og kapitelopdelt litteraturliste mangler heller ikke.
Der findes ikke andet om emnet på dansk i bogform.
Til brug for undervisningen i gymnasiet og HF præsenterer forfatteren her en sammenligning mellem nationalt religiøse forhold i Danmark og USA.