Spil / computerspil

NBA live 08

Del af EA sports

Beskrivelse


Sportsspil. Grib din wii-mote og nunchuk og kast dig ud i de mest realistiske basketballkampe, som du endnu har set på en spillemaskine. Lav for eksempel blokader ved at svinge controllerne til siden og lav slam dunks ved at svinge dem nedad. Spil en mod en eller to mod to på samme Wii, men sørg for at der er godt med plads i stuen først! Prøv også dynasty-mode, hvor du skal administrere et helt professionelt baskethold.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

2008

af

af

Finn Christiansen

2008

Playstation 3. Selvom PS3'en stadig er relativt ny, er der allerede mange basketspil på markedet. Toppen af poppen er NBA 2K8 (2007) som er markant bedre end de tidligere basketspil til PS3. Nærværende spil er EA Sports bud på årets bedste basketspil. Som med alle andre EA Sports-spil, er det meget mere end bare en simulation af en sportsgren i dette tilfælde NBA-basketball. Hvis man vil, kan man i Dynasty-mode styre samtlige sportslige, administrative og økonomiske udfordringer, der findes ved et professionelt baskethold. Heldigvis kan man indtage en mere casual spillestil og lade computeren styre alt det andet, så kun spillet på banen er tilbage. Styringen kan indstilles efter behov, men de mange avancerede styringsmuligheder kræver en del øvelse. SIXAXIS-styring fungerer derimod ikke specielt godt, men det kan vælges fra. Grafisk er PS3-udgaven ganske flot, lækker og velanimeret. Konsollen har ind imellem problemer med at følge med, når der sker meget på skærmen, men problemet er først og fremmest kosmetisk. I forhold til NBA 2K8 er nærværende spil en anelse bagud på det grafiske område. Op til fire spillere kan spille sammen på samme playstation. Derudover kan man deltage i online turneringer med flere hold og op til 32 spillere. Modsat wii-versionen indeholder dette spil mærkeligt nok ikke de små underholdende party-spil. Det trækker lidt ned. Samlet set ligger spillet et pænt stykke over mellemklassen. Der er alt hvad hjertet begærer af lækre menuer og turneringsformer, men grafikken og styringen er bedre ved NBA 2K8. Sprog: engelsk. PEGI: 3+. Kan magtes fra 10 år.


Bibliotekernes vurdering

2008

af

af

Finn Christiansen

2008

Wii. Der er endnu ikke kommet så mange gode sportsspil til Nintendo Wii. De typiske problemer med spillene har været Wii-controlleren, som i andre genrer ellers er en af Wii'ens forcer. Nærværende basketspil er desværre også plaget af dette problem. Som med alle andre EA sports-spil, er det meget mere end bare en simulation af en sportsgren - i dette tilfælde NBA-basketball. Hvis man vil, kan man i Dynasty-mode styre samtlige sportslige, administrative og økonomiske udfordringer, der findes ved et professionelt baskethold. Heldigvis kan man indtage en mere casual spillestil og lade computeren styre alt det andet, så kun spillet på banen er tilbage. Man kan endog vælge "family play" som tilbyder en meget simplificeret styring. På Wii betyder det, at man kun skal bruge den ene hånd at styre med. Desværre er styringen ikke helt logisk, faktisk værst i family play - og sammenlignet med samme spil på fx PS3, er styringen med en normal controller noget lettere. Grafisk er Wii-udgaven ganske flot - lækker, hurtig og velanimeret. Og lydsiden er tilsvarende god. Specielt de to meget oplagte og sjove (og for guds skyld afvekslende) kommentatorer er et stort plus til helhedsindtrykket. Op til fire spillere kan spille sammen på samme Wii - både almindelige kampe samt et par rigtig sjove party-spil. Derudover kan man deltage i online turneringer. Samlet set ligger spillet i mellemklassen. Der er alt hvad hjertet begærer af lækre menuer og turneringsformer, men styringen trækker ned. Til Wii findes der dog kun ganske få gode sportsspil og slet ikke andre basketspil endnu. Sprog: engelsk. PEGI: 3+. Kan magtes fra 10 år.


Bibliotekernes vurdering

2008

af

af

Finn Wraae Poulsen

2008

Xbox 360. Så er det atter tid for en opdatering på basket-fronten med den årlige udgave af NBA-live, som med denne - måske hidtil bedste version - kan fejre 13 års fødselsdag. I forhold til tidligere versioner er der sket forbedringer i den grafiske præsentation af spillet, som fremstår rigtig flot på 360-konsollen, med flydende animationer og realistiske spillere og omgivelser. En god, stemningsskabende og realistisk lydside er med til at styrke indtrykket af et gennemarbejdet spil. Spillet byder også på nye og forbedrede kameravinkler, men ellers har man koncentreret sig om at gøre de enkelte spilelementer i selve spillet bedre. Mulighederne man tilbydes i spillet burde være nok til at tilfredsstille det meste af gamer-spektret, fra nybegynderen, som vil hurtigt i gang, til hardcorespilleren, som ønsker et realistisk og langtidsholdbart spil. I den nye mode, "Quick Pick Play" kan man vælge hurtigt at sammensætte et hold af 10 yndlingsspillere og komme i kamp. I Dynasty Mode er fokus på opgaven som manager over flere sæsoner, medens fx All Star Weekend-mode i sig selv rummer mange spilelementer, herunder blandt andet Slam Dunk-konkurrencer. En nyhed er muligheden for at spille med blandt otte mandskaber om FIBA World Championship. Har man Xbox Live er der endnu flere spilmuligheder, lige fra enkelte kampe til at oprette sin egen online-liga - eller at deltage i en af de eksisterende. Spillet har en uskyldsren PEGI-rating på 3+, men målgruppen er større børn og unge fra ca. 10-11 år samt voksne. Multisproget, herunder på engelsk.