"Kompositionerne bevæger sig så blødt og organisk, at den følelse, man får, kan sammenlignes med følelsen af at stirre ind i en lavalampe. Både lyrisk og instrumentalt arbejder Blood Orange da også for, at Negro Swan skal fylde sindets månekratere med et blødt, håbefuldt, fosforescerende lys. Højglanspoleret electronica møder matte, akustiske trommeslag i et lige blandingsforhold, og sfærisk a capella bliver afløst af trap-hiphop. Som for eksempel på nummeret »Jewelry«, hvor Hynes blotter sin depression skrabet, ærligt og smukt ... Blood Orange er - trods den tunge emnekreds - lyden af brede smil og inkluderende armbevægelser. Man inviteres både til at bevæge sig i retning af dansegulvets blanke overflade og til at tage ud på en måneskinstur, hvor lyset og mørket leger tagfat i græsset. Og frem for alt opfyldes man af et stærkt håb - hvis ikke om en lys fremtid så i hvert fald om en strålende sensommeraften".