Til læsere af historiske romaner og læsere af de danske grønlandsfareres rejsebeskrivelser.
Bogen er en slags historisk eventyrroman skrevet af den danske forfatter Hanne Marie Svendsen, der har et stort forfatterskab bag sig. Hun debuterede i 1985 med romanen Guldkuglen. I denne roman er historien henlagt til slutningen af det nittende århundrede. Her begiver den unge Nilaus og en gruppe eventyrere med mod på livet sig ud på en ekspedition på Antarktis. Her håber de på at finde et sagnomspundet slaraffenland, som de kan erobre. Men ekspedition viser sig, udover at være spændende, også at være farlig og meget dramatisk. Sproget er ret detaljeret, men flyder fint.
Ved læsning af Nilaus under isen mindes man hurtigt historierne om de danske grønlandsfarere. I denne romans tilfælde er historien dog henlagt til den anden side af jorden. Hvor de grønlandsfarendes historier vandt ved at de var sande, så er denne bogs force de mange dramatiske elementer og den mystik, der lurer under overfladen i historien.
En bog der starter langsomt, men som bliver mere og mere spændende jo mere man læser. Hanne Marie Svendsen har et usædvanligt godt øje for detaljer.