Mange børn mellem 2 og 4 år kender Noa fra andre billedbøger, de vil også tage denne til sig.
Forfatteren, der selv illustrerer, kendes fra flere titler om bl.a. Noa, fx Noa hjælper far, 2008. Første bog om Noa udkom på dansk for ti år siden. Derfor udgives denne jubilæumsbog. De første sider fortæller om Noa som baby og hvordan han vokser til den Noa, vi kender. Herefter er gengivet udpluk af tegninger og motiver fra forskellige Noa-bøger. Sådan bliver det nærmest et album over episoder og hverdagssituationer i Noas og hans families liv: Noa oplever årstiderne, tager tøj på, er i børnehave, på toilettet, får mad, er på hospitalet, er ude at rejse, er sammen med bedsteforældrene og veninden, Nanna. Teksten, der naturligt nok ikke gengiver en samlet historie, er Noas kommentarer til de udvalgte billeder eller direkte spørgsmål til læseren. Den er skrevet i korte, enkle sætninger. Illustrationerne med de velkendte, runde venlige figurer er mættede gouacher med sort kontur. Bogens format er lidt større, end formatet i de andre Noa-bøger. Forsiden viser en glad Noa, bagsiden fortæller om bogens ide.
Nogle af de titler, der er taget klip fra er Nanna og Noa, 2008, Noa hjælper far, 2008, Noa rejser med toget, 2008 og Noa på sygehuset, 1999.
Ideen at bringe en kavalkade over Noas liv er sjov. Men det bliver nogle meget kortfattede nedslag, der giver lyst til at læse den ægte vare i den bog, klippet er taget fra. Illustrationer og tekst fungerer udmærket.