For interesserede i naturfotografi og de nordatlantiske lande og Nordatlantisk Hus i Odense, som rummer butik og udstillinger om de nordatlantiske lande, og desuden spisested og boliger.
Forfatter, fotograf og bestyrelsesmedlem af Nordatlantisk Hus i Odense, Benny Nybo, har rejst meget på Grønland, Island, Færøerne og i Danmark. I denne bog bringer han 650 farvefotos fra stederne i en bog i stort format. Her er flotte billeder af landskaber og dyr og planter, og hurtigt optagne billeder fra byer og begivenheder. I teksten fortæller fotografen om stederne og om sin fotointeresse. Ud over billeder fra landene, så er her også kapitler om byggeriet af Nordatlantisk Hus, Kertemindes byjubilæum, uddeling af "Odense bys Hæderspris" til Paulo Coelho i 2007 og "Hans Cristian Andersen Litterature Award" til J.K. Rowling i 2010 og til Isabel Allende i 2012, som alle er begivenheder, hvor forfatteren også har spillet en rolle. Bogen blev udgivet ved indvielsen af Nordatlantisk Hus 9.november 2013, og ifølge forfatteren har målet været at lave en velkomstbog, så fremtidige gæster i Nordatlantisk Hus kan få følelsen af gensidig respekt for hinandens lande og kulturarv.
Geografi- og rejselitteraturen rummer mange andre rigt illustrerede bøger om de nordatlantiske lande. Men om Nordatlantisk Hus i Odense er der kun det herværende i bogform.
En stor flot fotobog om de nordatlantiske lande, med en række tilknyttede emner.