Bogen er først og fremmest dokumentation af et stykke kulturhistorie omkring tatovørkunsten i Norden, idet den afbilder tatovørernes tavler, som de har haft hængende i deres forretninger, så kunderne kunne se, hvad de havde at byde på. Bogen vil have størst interesse for mennesker med interesse for tatovørfaget og dets historie.
Teksten fylder mindst, men opridser dog de tatovørhistoriske tendenser fra slutningen af 1800-tallet og cirka 100 år frem. Omdrejningspunktet er København, nærmere præciseret Nyhavn, hvor navne som Tuschs-Hans, Taturer-Calle og senere Tato-Jack og Henry Madsen med flere er kendte navne i miljøet, der rummer alt fra hjemløse og søfolk til konger. Men det er først og fremmest billederne, der fortæller historien om udviklingen af denne særlige kropskunst. Store flotte farvegengivelser, der viser den enkelte tatovørs særlige streg og udtryk, portrætter og fotos af tatovører i arbejde og udsmykningerne, som de tager sig ud på kroppen. Teksten findes både på dansk og engelsk.
Dansk tatovering, 2009 er et billedværk, som dækker omtrent samme periode.
Kulturhistorisk billedværk om udviklingen af tatovørkunsten i Norden gennem 100 år. Bogen har mest kulturhistorisk interesse. For unge, der skriver opgaver om kropsudsmykning, vil den have sekundær interesse.