Bogen er anvendelig på uddannelser og studier i relation til folkeskolen.
Bogen rummer ni artikler af diverse forfattere, som alle er tilknyttet "Forskningsprogram om Profession og Ledelse" på Århus Universitet, heriblandt Lejf Moos som har redigeret bogen. Dens to indledningsartikler giver en indføring i, og et overblik over, demokratibegrebet, dannelsesbegrebet samt begrebet om sociale teknologier. Det lidt kryptiske, sidste begreb dækker blot over de redskaber vi - i dette tilfælde i skolen - tager i anvendelse for at opnå bestemte mål. Bogens øvrige syv afsnit behandler hver sin "teknologi" - hele tiden i relation til demokrati- og dannelsesbegrebet. Artiklerne behandler: forholdet mellem det store demokrati uden for skolen og det lille indenfor, disciplinering og ledelse af undervisningen, it-baserede test, elevplaner, skole-hjem-samarbejdet, kollegialitet og teamwork samt familieklassen som redskab med henblik på at rumme svagt fungerende familier i folkeskoleregi. Alle artikler er forsynet med international litteraturliste.
Der findes ikke tilsvarende litteratur.
Bogen er en tiltrængt bevidstgører og en løftet pegefinger i relation til vores anvendelse af "snilde" sociale teknologier i folkeskolen.