Trods sin tidlige død som 25-årig i 1968 blev Eik Skaløe næsten en ikon for mange af sin generations unge. Denne status fik han først og fremmest i kraft af sine tekster til Steppeulvenes legendariske plade Hip fra 1967. At ESś litterære produktivitet også omfatter mere end en håndfuld sange dokumenteres i denne samling af hans efterladte digte og prosatekster fra årene 1962-67. ESś familie har på denne måde ønsket "at Eik selv kommer til orde, uddyber sin personlighed, inden den udhules af fritsvævende fortolkninger" som det frengår af det meget personlige forord. Teksterne, hvoraf nogle virker som skitser og udkast, mens andre er mere gennemarbejdede, har en drømmeagtig, surrealistisk karakter hvor indre og ydre verdener blandes. Fælles er længslen efter det nye, fremmede som mindre er et geografisk sted, end det utopisk "fjerne et eller andet", og trangen til at komme i berøring med grænserne hinsides det borgerlige liv. Det er tydeligvis en meget ung mands skriverier. I litterær henseende ufærdige og med en manglende originalitet i billedsproget. Kun enkelte af bogens tekster hævder sig i forhold til sangene på Hip, men umiddelbart bevægende er deres energi og stærke livsappetit, der rummer både ekstasen og smerten.