"Bassisten og sangeren Katie Thiroux har begået en virkelig velspillet og catchy efterfølger til sit debutalbum ... Lyden er klar og lækker, og repertoiret er varieret, selv om vi er i den nutidige ende af mainstream-skalaen. Hun er en solid bassist med en Ray Brown-like grounding, en usvigelig "time" og varm, træagtig sound, og hendes bassoloer er bluesy og melodiske. Herudover er hun som sanger rigtig god til at fortælle historier, og hun er tillige begavet med en dejlig stemme! Nøgtern, usentimental og uden svulstigheder, men i stedet varm og sprød - og så kan man mærke hjerte og passion i hendes sungne fortællinger ... Hun [er] omgivet af kompetente medspillere - især skal pianisten Justin Kauflin fremhæves. Han tilfører hele molevitten en stor håndfuld stjernestøv".