Da Sacha Batthyany sætter sig for at skrive sin families historie, opdager han en brutal hemmelighed. Til læsere af historisk drama.
Bogens udgangspunkt er Rechnitz nær den østrigsk-ungarske grænse, hvor den røde hær var på trapperne i 1945. Trods omstændighederne holder grevinde Margit Batthyány en overdådig fest, hvor aristokrater og SS-folk danser og drikker. Ud på natten deler forvalteren våben ud. Selskabet bryder op og begiver sig mod banegården, hvor 180 jødiske fanger venter. Disse tvinges til at klæde sig af og skydes, hvorefter festen genoptages. Hvad skete der reelt denne nat, og hvilken rolle havde Batthyányerne i begivenhederne? Bogen bygger på originale dagbogsoptegnelser og forfatterens beretning om oplevelserne i forsøget på afdækning af familiens traumatisk hemmelighed, fortielserne og eventuelle meddelagtighed. I forløbet oprulles også en grum historie om bedstefaderens rædselsvækkende ophold i sibiriske fangelejre.
En bred personlig beretning om fortid, skyld og identitet, hvor jeg pga. de journalistiske virkemidler ofte havde svært ved at fastholde tråden og skelne mellem fiktion og virkelighed. Meget udenomsstof er fyldt på de lidet informative dagsbogsnotater, men hverken massakrens reelle detaljerede forløb eller grevindens personlige deltagelse og eventuelle skyld bliver for mig på intet tidspunkt dokumenteret konkret eller udbygget med andet end antagelser.
Om jøder i Ungarn under 2. verdenskrig også: I hjertet var vi kæmper.