Det er brevet som udtryksform generelt og brevet som litterær udtryksform specielt, der er John Chr. Jørgensens emne. Brevet er generelt den mest udbredte kunstart, der på sæt og vis gør os alle til forfattere, også hvor vi i dag sender e-mails eller SMS'er. Engang blev der udgivet mønsterbøger i brevskrivning, en genre der i dag er næsten uddød. Stor interesse samler sig om forfatterbreve, hvilke nye tilgange eller nøgler giver de os? Herom handler de indledende kapitler. Men mest fylder behandlingen af brevromanen, navnlig den danske, og det viser sig, at denne genre ikke fylder meget men har vist et liv fra Charlotta Dorothea Biehl i slutningen af 1700-tallet over Karin Michaelis i begyndelsen af 1900-tallet helt frem til nutiden med Anders Bodelsens brevkrimi Den åbne dør, 1997, og Iselin C. Hermanns Prioritaire og Morten Alsinger og Jakob Ejersbos Fuga : brevroman, begge 1998. Sluttelig vendes blikket på genren rejsebrevet. Behandlingen er engageret og naturligvis velfunderet uden at det er gået ud over den flydende, af og til humoristiske fremstilling. Så bogen er et godt, bredt anvendeligt bidrag til den ganske omfattende litteratur om emnet. Litteraturfortegnelser, lille begrebsleksikon, sag- og personregistre.