Om sjælen

Aristoteles beskæftiger sig her med et af metafysikkens grundlæggende spørgsmål: forholdet mellem krop og sjæl. Her forholder han sig til samtidige og tidligere filosoffer og opstiller sin egen terminologi; gennemgår de fem sanser; og inddrager til slut tænkningen. I modsætning til læremesteren Platon opfatter Aristoteles krop og sjæl som en enhed, ikke to adskilte fænomener. Sjælens funktion karakteriseres ved det ernærende, ved en bevægelse i forhold til sted, ved tænkning og sansning. Mangt og meget er sket siden dengang: Verden opfattes ikke som bestående af de fire elementer vand, luft, jord og ild. Hvorfor sanserne skulle være dannet af luft og vand synes derfor kunstig - nutidens læsere har svært ved at forstå, hvad dengang var indlysende logik og kosmologi. Udover det hæmmes forståelsen mange steder af snørklede sætninger. Men Aristoteles er en af de mest indflydelsesrige filosoffer i europæisk filosofi, og bl.a. denne bog dannede grundlag for psykologien næsten helt frem til Freud. I følge oversætteren (der er filolog og står for den korte introduktion) følger oversættelsen den græske tekst, uden at være farvet af den latinske oversættelsestradition. Seneste oversættelse er fra 1949.

Læs hele vurderingen