Som titlen også lægger op til går Allan de Waal ikke den lige og videnskabelige vej i disse kapitler om personer og tendenser i mellem- og efterkrigstidens danske kunst- og arkitekturhistorie. Formen er fortællende, essayistisk, "sat sammen af mange historier", som det formuleres i efterskriften. Bogens centrale omdrejningspunkter er kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher (1875-1961), Poul Henningsen og Asger Jorn, som hver især repræsenterer vigtige - og ofte modstridende - opfattelser af kunstens og arkitekturens praksis. Over for kunstens sociale og samfundskritiske funktion og opgave står opfattelsen af kunsten og arkitekturen som udtryk for det varige og ophøjet skønne. Det sidste repræsenteret af Vilhelm Wanscher, hvis betoning af den monumentale, klassiske "store stil" og vægtning af arkitekturens formelle og æstetiske kvaliteter førte ham betænkelig tæt på nazistiske kultursynspunkter. I den modsatte pol befinder sig så Asger Jorn med sin radikale modernistiske kritik af nyklassicismens og funktionalismens ubetingede tro på rationalitet og fornuft. Trods den kalejdoskopiske form og de spredte punktnedslag bidrager bogen ikke blot til en nuanceret forståelse af de ideologiske brydninger og fronter i dansk kunst og kunstdebat fra midten af 1900-tallet, men peger også på overraskende ligheder og sammenhænge, der fører lige lukt ind i nutiden.