Enhver matematiker kender Goldbachs formodning! Jeg havde aldrig hørt om den. (Ethvert lige tal over to er summen af to primtal!). Men lad ikke det, at bogen tager udgangspunkt i et af den matematiske teoris uløste mysterier afskrække nogen. For bogen er et lille velskrevet vidunder om familiekærlighed, om genialitet og om at sætte sig realistiske mål. I tilgift får læseren samtidig lidt europæisk historie. Onkel Petros er familiens sorte får. Skønt en brillant matematisk begavelse tilbringer han sin eneboertilværelse med at spille skak og dyrke sin have i en lille flække uden for Athen. Naturligvis er han et dragende mysterium for sin velbegavede nevø, der fortæller historien. Nevøen kommer på sporet af, at onkel Petros vendte matematikken ryggen, netop da han - måske - var så tæt på at løse gåden. Dette fører os lige ind i centrum af den matematiske forskning i Europa i begyndelsen af forrige århundrede, hvor Petros omgås de store matematiske forskere. Nevøen opsøger sin aldrende onkel og bebrejder ham, at han gav op lige inden målet. Petros kaster sig endnu engang over Goldbachs formodning, men den gribende afslutning skal ikke røbes her. En velskrevet og begavet bog om kærlighed, forfængelighed og matematik.