Buddha omtalte engang ædelt venskab som værende hele det hellige liv. Dette udsagn har været drivkraften for forf. til denne bog, der mere handler om forf.s opfattelse og praktisering af buddhisme i sin livsførelse og undervisning i sit eget institut end den er en indføring i buddhismen. Den personlige tilgang til stoffet er meget fremtrædende i bogen, hvor hun fortæller om de mange retræter (som er en passende oversættelse af det engelske ord retreat), hun har undervist på. Hun gennemgår de ti paramitaer, som er en grundlæggende buddhistisk praksis; vejen til opnåelse af en dybere livskvalitet gennem ubetinget kærlighed til og medfølelse for andre. Den bygger på en række dyder, som f.eks. gavmildhed, moral/etik, forsagelse, visdom og sindsro. Forf. belyser hver paramita med egne oplevelser eller med andres beskrivelse af, hvordan de enten er faldet i eller har holdt sig på rette vej og i alle tilfælde har kunnet uddrage værdifulde indsigter. Til hver paramita er der endvidere forslag til meditation. Det er en meget personlig bog og dens nytteværdi afhænger af den enkelte læsers behov og sympatier.