Oprøreren

Bogen er et hovedværk i moderne idéhistorisk litteratur og et centralt værk til forståelsen af Camus' forfatterskab. Den udkom første gang på dansk i 1964 i Volmer Dissings vellykkede og klareoversættelse, og den foreliggende udgave er et fotografisk optryk heraf. Bogen er stofmættet og massiv; et solidt kendskab til Marx og andre socialistiske teoretikere såvel som til Nietzsche,Hegel, franske samfundsteoretikere og skønlitterære forfattere fra de sidste 200 år samt Dostojevskij, russiske revolutionære og anarkistiske teoretikere og ikke mindst de græske myter (specieltPrometeusmyten) vil være en fordel. Hovedtemaet er opgøret med den historiske marxismes legitimering af voldsanvendelse i ideens tjeneste, og konklusionen er, at oprøret hører med til det at væremenneske. "Jeg gør oprør, altså er vi" hedder det med en let hentydning til Descartes. Vi må opgive at stræbe efter det absolutte, men lære at leve og dø - og afstå fra at blive Gud for at blivemenneske og dele mennesketsfælles kamp og skæbne. Omhyggelig nærlæsning er uomgængeligt, men det lønner sig. Om indholdet: se i øvrigt Vor tids Hvem skrev hvad, bd. 3.

Læs hele vurderingen

Der er kun ét alvorligt filosofisk problem, og det er selvmordet, siger Camus i begyndelsen af Sisyfosmyten. På trods af det nihilistiske syn er der dog et gran af optimisme i bogen. I Oprøreren gennemdiskuterer han med større optimisme det absurde menneskes situation. I en række filosofiske og historiske essays bl. a. om Markis de Sade's, Saint-Just's, Rousseu's, Marx's, Engel's, Nietzsche's og Lenin's syn på oprøret, revolten, fornemmer man menneskets mulighed for at handle selvstændigt. Man aner en stærkere udvikling hen imod humanismen sammen med en vis religiøsitet og samtidig en stærkere afstandtagen fra den marxistiske historieopfattelse, hvilket sidste foranledigede en af de største litterære fejder i Frankrig i dette århundrede. (Sartre contra Camus.) Camus gennemgår det metafysiske og filosofiske oprør og skelner skarpt mellem oprører og revolutionær, taler om vold og ikke vold. Det er en begivenhed, at Gyldendal har fundet dette indtil nu meget skæmmende hul ioversættelseslitteraturen, thi som Mauriac siger: "En hel generation blev sig selv og sine problemer bevidst gennem Camus." Bogen anses for at være Camus' hovedværk og en selvfølgelig anskaffelse i de større biblioteker.

Læs hele vurderingen