Der er kun ét alvorligt filosofisk problem, og det er selvmordet, siger Camus i begyndelsen af Sisyfosmyten. På trods af det nihilistiske syn er der dog et gran af optimisme i bogen. I Oprøreren gennemdiskuterer han med større optimisme det absurde menneskes situation. I en række filosofiske og historiske essays bl. a. om Markis de Sade's, Saint-Just's, Rousseu's, Marx's, Engel's, Nietzsche's og Lenin's syn på oprøret, revolten, fornemmer man menneskets mulighed for at handle selvstændigt. Man aner en stærkere udvikling hen imod humanismen sammen med en vis religiøsitet og samtidig en stærkere afstandtagen fra den marxistiske historieopfattelse, hvilket sidste foranledigede en af de største litterære fejder i Frankrig i dette århundrede. (Sartre contra Camus.) Camus gennemgår det metafysiske og filosofiske oprør og skelner skarpt mellem oprører og revolutionær, taler om vold og ikke vold. Det er en begivenhed, at Gyldendal har fundet dette indtil nu meget skæmmende hul ioversættelseslitteraturen, thi som Mauriac siger: "En hel generation blev sig selv og sine problemer bevidst gennem Camus." Bogen anses for at være Camus' hovedværk og en selvfølgelig anskaffelse i de større biblioteker.