Sproget og typografien i 3. del af Han Solos trilogi ligner de foregående Star wars-bøger. Et snørklet sprog og små bogstaver karakteriserer serien, som derfor får en målgruppe af læsere fra 8. kl. og voksne. Bogen kan læses uafhængigt af de foregående bind, men da persongalleriet går igen, vil det være en fordel at kende de første 2 bøgers indhold. Der er ingen illustrationer, bortset fra omslaget, der viser Han Solo og hans venner klar til angreb. Det er netop, hvad bogen handler om - kampen om at udslette de onde - Imperiet - og tilrane sig magt og kontrol over kontinenter. Og man må sige, der er fart over feltet i indholdet. Smugleren Han Solo vinder i en spillebule i Cloud City "Falken" tilbage - et prægtigt fartøj, der på fremragende vis kan begå sig i stjerneuniverset. Bria, hans tidligere kæreste optræder også her. Hun er blevet leder af en modstandsbevægelse. Han Solo og Bria har ikke glemt hinanden, og de mødes da også. Han og vennerne hjælper Bria i kampen om planeten Ylesia og dens herskere. Hvordan denne kamp går, om det forelskede par lever lykkeligt sammen herefter, må læseren selv erfare. Serien har ingen undervisningsrelevans.