Musik / rock

Ordinary corrupt human love


Anmeldelser (6)


Devilution

d. 2. aug. 2018

af

af

Jon Albjerg Ravnholt

d. 2. aug. 2018

"Deafheaven tager et langt, beslutsomt skridt ud af post-black og over i den støjrock, de har flirtet heftigt med siden begyndelsen. Det klæder sæsonens mest sommerlige plade ... Bevares, det var fint, mens det stod på, og sommeren virkede endeløs. Men det særligt sødmefulde ved de skandinaviske somre er, at de er flygtige. Man kan ikke blive i dem. Og man må efterlade Deafheaven i deres egen tidslomme og selv komme videre".


The guardian

d. 13. juli 2018

af

af

Lanre Bakare

d. 13. juli 2018

"Deafheaven's relationship with black metal has been a difficult one - not metal enough for the metal kids, too metal for the indie crowd, went the logic - but on their new album Ordinary Corrupt Human Love the band have turned that outsider status into a virtue ... Clarke, McCoy and co have made one of 2018's most ambitious and urgent albums".


Pitchfork

d. 13. juli 2018

af

af

Sam Sodomsky

d. 13. juli 2018

"Best New Music" -"Deafheaven's music is not made for the everyday. No two of their four records sound quite alike, but their mood is immediately identifiable. It's a place where serious subjects-love and loss, emotional apocalypse, existence-are amplified like sunlight through a magnifying glass. They make a kaleidoscope out of heavy music's most introspective corners: The tortured shrieks and blast beats of black metal ripple through shoegaze's immersive guitar tones, all building with the skyward patience of starry-eyed post-rock. You don't put these records on casually".


Soundvenue

d. 20. juli 2018

af

af

Emil Hansen

d. 20. juli 2018

"Deafheaven har for længst overbevist verden om, at de er et metalband i egen ret, og selvom der stadig er blastbeats og hurtige riff på `Ordinary Corrupt Human Love', er albummet et skridt længere ud i et dreampoppet terræn, hvor akkordprogressioner og guitarmelodier vægter det afspændte og stemningsfulde højere end det anspændte og sammenbidte. De kortere numre er forglemmelige i den større sammenhæng, for bandet er fortsat bedst i bredformat, hvor aggressionen afvejes af de atmosfæriske mellemstykker i de lange, multisektionelle kompositioner".


NME

d. 10. juli 2018

af

af

James McMahon

d. 10. juli 2018

"These songs are filthy, dank, often devoid of light, but like a weed emerging from a pavement's crack, there's something resembling hope there. A suggestion that maybe there's something more. And to be honest, isn't that the only reason any of us keep going?".


Politiken

d. 31. juli 2018

af

af

Alexander Vesterlund

d. 31. juli 2018

"Deafheaven skruer på sit fjerde album ned for den rene aggression og imponerer fortsat med en følsom og svimlende udvidelse af den sorte metals råderum".



Informationer og udgaver