Otte gange orphan

Bogens motto er et citat fra et eksempel i en meget kendt lærebog i psykiatri, en schizzofrens nedrablede orddelirium, meget smukt. Novellerne er hver for sig meget meget spændende, men læst i sammenhæng virker de, som om forfatteren bruger samme skruenøgle på et hvilket som helst emne. Et pedanteri der skyder i vejret og breder sig som svamp i dødt løv. Det er næsten for meget, det er manisk. Man rystes gang på gang til sit inderste, men må alligevel ved nærmere eftertanke bede om lidt mere variation, lidt mere fantasi. Svend Åge Madsen er bedst som romanforfatter, men i den genre også så god, at hans noveller har krav på vor interesse. Mange af dem er romaner i fosterstilling.

Læs hele vurderingen

Denne novellesamling er forfatterens tredje bog, som udkom første gang i 1965. Denne 2. udgave, som er i paperback, er identisk med den første udgave. Forfatterens første værker er eksperimenterende i form og stil og tilhører en skriftbevidst, modernistisk tradition, der er vanskelig tilgængelig. Novellerne er skrevet i dagbogsform som otte sammenhængende monologer, hvori den navnløse fortæller beskriver sine forsøg på systematisk og videnskabeligt at kontrollere egne kropsfunktioner og tilvejebringe en beskrivelse over alle mennesketyper. I alle noveller forsøger fortælleren derved at få opbygget en realistisk og konkret virkelighedsforståelse, men kontrollen med og afhængigheden af de absurde systemer afslører et stigende kaos og galskab hos hovedpersonen, der kun kan blive dødbringende. De otte noveller er næsten uden handling, person- og miljøskildringer og de er både makabre og uhyggelige i deres indhold, så novellesamlingen er for den bevidste læser, der ønsker en speciel oplevelse.

Læs hele vurderingen