Roman fra 1950 fra efterkrigstidens Venedig med død og kærlighed som omdrejningspunkter. Et af Hemingways lidt oversete værker, som i de senere år har opnået større anerkendelse. For klassikerfans.
Hovedperson er oberst Cantwell, som er døende af hjertesygdom og forelsket i den unge, smukke Renata, der gengælder hans kærlighed. I mange samtaler med hende og i indre monologer fortæller han sit livs historie, især om deltagelse i begge verdenskrige. Det er samtidig hans måde at "beskikke sit bo", gøre status over sit liv og forberede sin død.
Romanens tema er kærlighed og død bragt på klos hold af hinanden. Fortællingen åbner og lukker med andejagt, men ellers følges hovedpersonerne i Venedig med mange kærlighedsdialoger, beskrivelser af måltider og refleksioner over kunst og krigens meningsløshed. Hemingways sprog er flot, skåret helt til uden noget overflødigt. Gentagelser bruges dog en del som fortælleteknisk greb, ikke mindst i kærlighedsdialogerne. Det giver romanen en vis monotoni, som jeg tror vil kede mange læsere, mens Hemingway-fans vil elske den.
Hemingway tematiserer også døden (og gør det bedre) i fx Hvem ringer klokkerne for?, i den allegoriske Den gamle mand og havet og i mange af sine noveller. Vil man læse noget, der ligner Hemingway, er Raymond Carver mit første bud.