Dorte Tveiti har fortalt sin historie til journalisten Flemming Hove. Det er en historie om vold og seksuelle overgreb begået af hendes far, mens moren stiltiende ser til. Overgrebene starter tidligt i barndommen og kulminerer, da Dorte som teenager bliver gravid og føder en datter, som hun er overbevist om, at faderen har slået ihjel. Alt foregår, mens familien er aktive medlemmer af Jehovas Vidner, men ingen aner tilsyneladende, hvad der foregår, og ingen griber derfor ind. I mange år fortrængte hun, hvad der var sket, men så begynder der at dukke erindringsglimt op, og hun søger professionel hjælp for at få tag på fortiden. Ingen tror rigtig på hende, kun hendes søskende og mand, allermindst trosfællerne. Det er en rystende historie der rulles op, og det er svært at forstå, at hverken skole, naboer eller andre har vidst, hvad der er foregået. Undervejs bliver det religiøse liv i Jehovas Vidner afdækket, der gengives passager fra Vagttårnet, navngivne personer citeres, og hverdagen i sekten beskrives. Bogen er sådan lidt "Virkelighedens verden" agtig og kommer tæt på det private. At skrive om og dermed gennemleve alle de uhyggelige oplevelser igen har formentlig været en del af Dorte Tveitis måde at komme videre i livet på.