Allerede titlerne på Martin Bigums anden digtsamling, Overmorgen og Millennium, (latin for årtusinde), peger hen på digtenes gennemgående tema: Oplevelsen af at befinde sig i slutningen af århundredet, hvor den gamle verdens bærende værdier og normer synes at være i opløsning, og samtidig stående på tærsklen til et nyt årtusinde. I de rytmisk pointerede digte, der grafisk veksler mellem tætte, kompakte tekstblokke og "slanke", mere ordknappe digte, udfolder MB sine undergangs-visioner af en kultur, hvor metropolerne for længst har udraderet naturen og indspundet kloden i hybridnet og motorveje. Digtene tematiserer igen og igen ubehaget ved kulturen og den eksistentielle hjemløshed i en verden, "der ikke er vores/ men sin egen". Krisebevidstheden og kulturpessimismen er udtalt overalt i teksterne, (og ikke tilfældigt har Ole Sarvig leveret bogens motto), men også en glimtvis hævdelse af individet og den kunstneriske vision som den fold eller det hulrum i tiden, hvor håbet kan artikuleres og finde sin form. MBs digte har et overbevisende flow i sproget og er båret af en stor sammenhængende vision Modsat en fremherskende tendens i tidens danske poesi, som går ud på at reducere og destillere, lader MB sine billeder og visioner ekspandere og yngle - det er vellykket og anderledes!.