C.S. Lewis kender vi først og fremmest for bøgerne om Narnia, landet bag garderobeskabet, og for filmatiseringen af denne historie om det gode og det onde. Andre af hans fantasy-bøger bliver dog også flittigt læst. Han er imidlertid også en anerkendt forfatter af faglitteratur om religiøse emner, og har skrevet bøger som Menneskets afskaffelse, (2001), En pilgrim vender hjem : et allegorisk forsvar for kristendom, fornuft og romantik, (1997), Det er kristendom, (1996) og Hinsides Personligheden, (1946). Denne selvbiografi omhandler hans barndom og tidlige ungsom. Heri fortæller han om, hvordan han efter at have mistet sin barnetro efter nogle år genfinder sin kristne tro, og om glæden over, at det er sket. Hans barndom præges, naturligt nok, af den skolegang, der finder sted på forskellige engelske kostskoler, og af de forskellige dårlige og gode lærere han træffer der. Han læser megen klassisk litteratur og gribes af både de nordiske og græsk/romerske heltesagn. Han er meget begejstret for Wagners historie om Ringen. I forordet skriver forfatteren, at bogen ikke er en egentlig selvbiografi, men heller ikke så meget bekendelsesskrift som fx Augustin og Rousseau. Bogen sætter sig nok mellem disse to stole, og den egner sig bedst til at give en baggrundsforståelse for de mytiske/mystiske universer i hans skønlitterære produktion.